mandag den 5. december 2011

Filtet sukkerstang

Nu det jul igen og nu det jul igen...!

Jeg arbejder hårdt for tiden med julegaveproduktion og derfor er der ikke meget tid til andre projekter. Men en hyggelig ting at tage sig tid til er at lave julepynt. Sidste år lærte jeg at filte. Det er en utrolig god måde at lave julepynt og bamser på.  Der er masser gode idéer på nettet til filte-projekter (søg blot på ordet: needle felting) og inspirationen ramte mig straks!

Filtet julepynt. Små handsker.

Julepynt. Filtede julestokke.

I første omgang er det blevet til sukkerstænger og små vanter. De er søde og bløde og hyggelige at hænge på juletræet eller en gren.

Vil du se hvordan man laver sukkerstænger med kartet uld og nål så klik på linket herunder for en DIY-guide med billedvejledning

Inden du går i gang: De nåle man bruger til at filte er meget spidse og jeg kan af erfaring sige, at hvis man stikker sig selv er det ikke spor rart! Derfor er det vigtigt at du sidder et roligt sted når du filter. Vær venligst opmærksom på dette!


Filtet sukkerstang

Du skal bruge:
  • Kartet uld i den farve du vil bruge til selve sukkerstangen
  • Rester af uldgarn (både tykt broderigarn og strikkegarn dur til dette)
  • En filtenål i stor tykkelse (hvis du er perfektionist kan du benytte en ekstra fin/tynd filtenål til at lave en helt jævn og fin overflade men jeg synes ikke det er en nødvendighed)
  • En filte-måtte
  • Metalwire og en bidetang
  • En saks
  • En nål med stort hoved

Følg nu vejledningen herunder:

Først hives uldet fra hinanden så det ikke klumper og fibrene deles. Når du har en god stor håndfuld af let uld begynder du at folde det  sammen så du har en aflang stang. Begynd nu at prikke i uldet med din nål indtil stangen er fast men ikke hård. Hvis du vil gøre den tykkere eller længere kan du bare tilføje mere kartet uld.

Filtet julestok. DIY. Tutorial.

Nu kan du klippe et stykke garn og begynde at stikke det fast med filtenålen. Lav en lille spiral i den ende hvor du begynder striben og sørg for at garn-enden sidder ordentlig fast.

Filtet julestok. DIY. Tutorial.

Herefter snor du garnet cirka en centimeter og stikker så stykket fast. Fortsæt sådan indtil striben når den anden ende.

Filtet julestok. DIY. Tutorial.

Når du har lavet hele striben vil selve stangen af uld sandsynligvis bule ud i stykkerne imellem striben. Brug lidt tid på at finpudse formen.

Filtet julestok. DIY. Tutorial.

Klip nu et stykke ståltråd og før det forsigtigt ind i stangen. Dette kræver lidt snilde. Hvis du bruger forholdsvis tynd ståltråd kan det betale sig at bruge to stykker ståltråd så formen holder. Bøj nu den ene ende så du får den fine krumning.

Filtet julestok. DIY. Tutorial.

Med en nål og et stykke garn (eller tråd) kan du nu lave en snor så du kan hænge din færdige sukkerstang op.

Filtet julestok. DIY. Tutorial.

Kast dig ud i det og god jul!

1 kommentar:

  1. ok så !!!!! sådan et par stokke vil jeg faktisk virkelig gerne have til at pynte med , de er super søde !!! (kan jeg mon overhovedet ønske mig noget ?)
    kya pg kram fra mig , næsten mor

    SvarSlet